Nogle gange falder jeg over en gammel sang, en som jeg engang har hørt og pludselig bliver mindet om igen. I denne uge var det The Carnival is Over fra 1965 (ikke 1967, som YouTube påstår), det største hit med den australske gruppe The Seekers. Melodien er tydeligt baseret på den russiske folkesang Stenka Razin, men er ikke helt den samme.
Der er en forunderligt højtidelig stemning over dette gamle klip, og når man ser det i dag, 60 år senere, virker musikerne meget ældre, end de egentlig var. Jakkesættene og den lange kjole er selvfølgelig med til at give det indtryk, for sådan skulle popmusikere helst se ud, når de optrådte. Også The Beatles var oprindelig pæne mænd i jakkesæt. Det ældste medlem af The Seekers, kontrabassisten Athol Guy med de store hornbriller, var 25, og de andre var først i 20'erne. Sangerinden Judith Durham var 22.
Der er en del klip på YouTube, hvor man ser unge menneskers reaktion når de hører The Seekers for første gang. Noget der slår mig, er at de først og fremmest har svært ved at forstå at Judith Durham ikke brugte autotune-software.