Inden for de seneste få uger har jeg fået nye dæk på min sorte cykel, som er den af mine tre cykler jeg bruger mest. Bagdækket var så slidt, at jeg en almindelig formiddag punkterede på min vej gennem Aalborg og måtte få dækket skiftet med det samme. Den trofaste cykelhandler med det gode værksted på Hadsundvej var desværre væk; i stedet lå der nu – en ejendomsmægler. Jeg måtte trække et langt stykke før jeg fandt et faktisk eksisterende værksted.
Fordækket var næsten lige så slidt, bemærkede jeg bagefter; jeg nåede at få et cykelværksted til at skifte det, så jeg kunne hente cyklen og køre direkte ned til toget til København i dag. Noget af det, jeg har frygtet siden jeg begyndte at arbejde i København og cykle rundt der, er nemlig, at min cykel skulle punktere (eller blive stjålet) mens jeg var langt hjemmefra.
Det er en ganske særlig oplevelse at have nye dæk på cyklen igen; jeg havde glemt hvor godt det er og hvor meget gode dæk faktisk betyder for hele oplevelsen af at cykle. Det føltes som jeg denne gang kom hurtigere ned til Aalborg station og hurtigere ud til DIKU på min velkendte cykel med de nye dæk. Nogle gange er det lige lovlig spændende at cykle rundt i Københavns midtby; cyklisterne herovre opfører sig noget mere ryggesløst end cyklisterne i Aalborg og i en by der er otte gange så stor er der selvfølgelig (mindst) otte gange så mange cykler på cykelstierne.
Tilfældet ville, at der i Wired i denne måned er en artikel af Joe Ray om cykeldæk. Mange har troet at man får den bedste cykeloplevelse med smalle dæk med højt dæktryk, fordi der så er lavere rullemodstand, men artiklen fortæller en anden historie. Brede dæk (så brede som fælgene tillader) og et mere beskedent dæktryk giver et bedre vejgreb og et lavere dæktryk skaber bedre affjedring. Rullemodstand er ikke alt. Mine erfaringer med den mountainbike, jeg købte (brugt) sidste år og har brugt til både off-road- og asfaltkørsel siger noget lignende.